Lejebetingelser
Vi håber du får et rigtigt godt arrangement i de skønne lokaler vi kan tilbyde!
I det følgende vil vi kort fortælle om nogle af de praktiske ting der knytter sig til lejemålet af GRAND, samt redegøre for lejebetingelserne.
Ydelsen.
Følgende lokaler kan lejes; salen 105 kvm, balkonen 30 kvm. Lejer man salen er balkonen automatisk med i lejemålet. Kapacitet i salen er max 80 personer (uden scene)
Ved leje af ovenstående har man brugsretten til lokalerne fra kl. 08.00 til kl. 8.00 næste dag med mindre andet er aftalt.
Lokalerne indeholder et anretter køkken til opvarmning og anretning. I køkkenet er der ovne, komfur, industri opvaskemaskine, kaffemaskine, el kedel, fryser og køleskabe.
I foyer forefindes herre, dame og handicap toilet (sidstnævnte har pusleplads).
Vi kan henvise til relevante samarbejdspartnere, hvis lejer ønsker at andre skal stå for arrangementet med levering af mad m.m
Lejer medbringer selv duge, karklude, viskestykker, affaldssække, og køkkenrulle, kaffe og the.
Udlejning
Når der indgås en aftale om leje af ovenstående lokaler, indgås aftalen med Udlejer Ulrik Lønberg
Har du praktiske spørgsmål i forbindelse med vores lokaler, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 60 37 77 45
Lokalerne udlejes ikke til ungdomsfester.
Lejers ansvar
Lokalerne kan alene lejes af myndige personer.
Ved leje af lokalerne er lejer selv ansvarlig for eventuelle myndighedsgodkendelser eller andet, som knytter sig til arrangementet. Udgifter herved er udlejer uvedkommende.
Såfremt der ved aflevering af lokalerne er sket ødelæggelser, som ikke skyldes sædvanligt slid og ælde, herunder bl.a., og ikke udtømmende: Køkkenudstyr, service, andet løsøre, inventar, borde, stole mv. er lejer erstatningspligtig for de ødelagte genstande. Eventuel erstatning for beskadiget service, inventar mm. udregnes af udlejer efter nyanskaffelsesprisen.
Hærværk
Lejer forpligtiger sig til at sikre, at der ikke sker hærværk på ejendommen. Lejer bærer ansvaret for hærværk i lejeperioden.
Udbedring af skader
Udbedring af eventuelle skader i lokalerne må alene foretages på foranledning af udlejer.
Betaling
Ved leje af huset betales et depositum til dækning af eventuelle skader på det lejede, samt evt. ekstra rengøring. Depositum opkræves når aftalen er indgået (faktura fremsendes), og returneres umiddelbart efter at arrangementet er afviklet.
Selve lejen betales senest 1 måned før lejemålets start. Betaling sker ved fremsendte faktura.
Foruden ovenstående, skal følgende ordensregler overholdes ved leje af lokalerne:
- Rygning er ikke tilladt indendørs i lokalerne, men der kan ryges udendørs,
- Borde og stole må ikke tages med udenfor,
- Gæsterne må ikke stå på borde og stole,
- Vinduer og døre skal være lukket efter kl. 22,
- Eventuel musik skal tilpasses, så det ikke generer områdets beboere, og høj musik må ikke finde sted efter kl. 03:00.
- Der må ikke sættes noget op på væggene.
Booking af lokalerne kan foretages telefonisk på 6037 7745, eller pr. mail kontakt@grand-holbaek.dk
Bookingen først gældende når depositum er betalt.
Såfremt der ikke sker betaling af depositum til tiden, anses bookningen for ugyldig, og lokalerne lejes ud til anden side.
Tilbagebetaling af depositum efter leje er betinget af, at nærværende lejebetingelser, herunder især aflevering (nedenfor) er opfyldt.
Der trækkes et beløb i det indbetalte depositum, bl.a. hvis:
- Ekstra-rengøring af de lejede lokaler er påkrævet.
- Service, glas, bestik mm. ikke er vasket korrekt og ikke er ordentlig rent.
- Ting i skabe, skuffer og på hylder ikke er placeret korrekt.
- Der er sket skade på indbo eller bygning.
Ved aflevering af lokalerne vil udlejer gennemgå lokalerne, og såfremt alt er i orden vil depositummet blive tilbagebetalt senest fem arbejdsdage efter leje af lokalerne dog excl. fradrag for eventuelle skader på inventar, service, bygning mv. Ligeledes vil et gebyr for oprydning/ og eller rengøring være fratrukket, hvis dette ikke er udført tilfredsstillende.
Nøglen til det lejede udleveres af udlejer
Aflevering af nøgle sker via postkasse ved Grand - instruktion følger
Ved aflevering af lokalerne forventes som minimum følgende:
-
Generelt
- At der er ryddet op i lokalerne indenfor booking-døgnet kl. 08:00 til 08:00 (perioden kan forlænges efter aftale), herunder at bordene er tømte for flasker, dåser og service mv.
- At borde klappes sammen og stole stables og sættes samlet ved endevæggen. Bordene skal tørres af med våd klud og eftertørres med en tør klud.
- At vinduer og døre lukkes og låses, samt at lys slukkes
- At affald er bortskaffet
- At tomme flasker er bortskaffet
- At gulvene i hele huset er fejet
- At ituslåede ting sættes på køkkenbordet
- At toiletterne er opryddet og toiletspande tømt
- Hvis udlånte nøgler bortkommer, betaler lejer udgifterne til omkodning af nøgler.
- Lejer må ikke udlevere nøgler til andre, med mindre det sker ifølge aftale med udlejer (lejer skal meddele navn på de/n, nøglen udleveres til).
-
Køkken
- At service er vasket og tørret og sat på plads. Glas og bestik skal tørres af i viskestykker umiddelbart efter at de er kommet ud af opvaskemaskinen. Thekrus skal inden opvask skures med en svamp ellers går the randerne ikke af.
- At opvaskemaskinen er tømt og rengjort
- At kaffemaskine og elkedel er tømt og rengjort
- At komfur er rengjort
- At ovne og tilhørende plader og riste er rengjort
- At køleskabe og fryser er slukket og renholdt indvendigt. Efterlades åbne (sæt et stykke
- køkkenrulle eller en klud i klemme)
-
Udearealer
- At udearealer kontrolleres for cigaretskodder, opkast, flasker osv. som bortskaffes/fjernes
- Askebægre tømmes og rengøres
Tilkøb af slutrengøring er obligatorisk (er medregnet i prisen). Såfremt der ud over almindelig slutrengøring er behov for ekstra rengøring afregnes efter regning (depositum).
Som udgangspunkt er forbruget af el, vand og varme medregnet i lejen. Såfremt der forekommer et ekstra stort forbrug af el, vand eller varme ud over hvad der kan forventes, vil der dog blive afregnet et ekstra gebyr.
Såfremt ovenstående lejebetingelser ikke overholdes vil det medføre bortvisning samt karantæne fra at leje lokalerne fremadrettet.
Såfremt adfærd som strider mod ovenstående betingelser får negative konsekvenser for udlejer, tages der forbehold om, at gøre krav gældende mod lejer.
Ved booking af lokalerne er der som forbruger en lovbestemt fortrydelsesret på 14 dage fra booking/aftalens indgåelse.
Såfremt der ønskes at gøre brug af fortrydelsesretten kan dette ske ved meddelelse herom til udlejer.
Efter modtagelse af meddelelse om, at der gøres brug af fortrydelsesretten, afsendes straks en kvittering herom og indenfor 14 dage tilbagebetales det indbetalte beløb til samme konto som beløbet er modtaget fra. Ved tilbagebetaling af depositum i forbindelse med fortrydelse modregnes et administrationsgebyr på 500 kr.
Såfremt lokalet bookes mindre end 14 dage før det skal anvendes, kan fortrydelsesretten ikke tages i brug efter lokalet er anvendt, selvom dette ligger indenfor 14-dages fristen.
Efter udløbet af den lovbestemte fortrydelsesret er aftalen endelig, og kan dermed ikke fortrydes.
Såfremt der ønskes tilbagetræden fra aftalen efter udløbet af fortrydelsesretten, men mere end en 45 dage før anvendelse af lokalet, tilbagebetales dog 50 % af lejebetalingen samt depositum. Øvrige lejebetaling tilbagebetales ikke.
Ved tilbagetræden fra aftalen mindre end 45 dage før anvendelse af lokalet tilbagebetales lejen ikke.
Der tages forbehold for prisændringer og ændring af lejebetingelser, hvis leje af lokalerne bookes mere end 1 år forud.
Lejer kan ikke kræve erstatning i forbindelse med annullering begrundet i force majeure lignende forhold.
Udlejer kan annullere lejekontrakten med 60 dages varsel såfremt udlejer har behov for at foretage renovering eller ombygning af lokalerne. Lejer kan i disse tilfælde ikke kræve erstatning.
I nogle tilfælde skal lejer kunne forvente, at skulle opvaske og polere drikkeglas og bestik inden borddækningen.